Gå til hovedindhold

Om Feriepengeinfo

Siden 2015 har lønmodtagere kunne bestille deres feriepenge digitalt

Folketinget besluttede, at der skulle laves en digital løsning, så lønmodtagere ét sted kunne se og bestille deres feriepenge. Der havde tidligere været mange ordninger, som administrerede og udbetalte feriepenge. Det var derfor svært for lønmodtagere at vide, hvem der udbetalte pengene, og hvordan de fik deres feriepenge udbetalt.

Med den digitale løsning, Feriepengeinfo, kan lønmodtagere se og bestille deres feriepenge ét sted. Løsningen administreres af ATP, som i forvejen administrerer en af Danmarks største ordninger for feriepenge, FerieKonto, som anvendes af 900.000 lønmodtagere.

Feriepengeinfo støtter op om det digitaliserede samfund

Feriepengeinfo støtter op om den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som bl.a. siger, at kommunikationen med det offentlige skal være digital. Borgeren skal være i centrum.

I tråd med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har ATP valgt, at den nye feriepengeløsning skal være en del af de fællesoffentlige platforme. Lønmodtagere kan derfor se og bestille feriepenge på borger.dk, og de, der udbetaler feriepenge, får anmodningen som digital post på Virk.dk.

Lønmodtagere får overblik ét sted

Med Feriepengeinfo er det lettere at være lønmodtager, fordi lønmodtagere:

  • får overblik over, hvor mange feriepenge de har optjent – ét sted
  • bestiller feriepengene digitalt.

For at lønmodtagere kan se feriepengene på borger.dk, skal arbejdsgivere indberette mere detaljerede ferieoplysninger i eIndkomst.

Undgår dobbeltforsørgelse

Med det nye digitale system bliver det nemmere at se, hvis nogle får feriepenge og fx dagpenge eller kontanthjælp samtidig. Det er ulovligt at få feriepenge og visse offentlige ydelser samtidigt, og med større gennemsigtighed undgår samfundet den slags dobbeltforsørgelse.