I overgangsåret skal I indberette ferie for alle medarbejdere. Når den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020, kommer der nye frister for indberetning og indbetaling til Feriepengeinfo og FerieKonto.
Allerede i overgangsåret fra den 1. september 2019 til den 31. august 2020 er der ændringer til, hvordan I skal indberette ferie. I den periode skal I nemlig indberette ferie for alle jeres medarbejdere – også for dem med løn under ferie. Samtidig er der nye regler for, om I skal indberette feriepenge før eller efter skat.
Når den nye ferielov træder i kraft den 1. september 2020, skal jeres medarbejdere have hurtigere adgang til deres feriepenge. Det skal de, fordi de fremover kan holde ferie i takt med, at de optjener den. Det betyder, at I skal tilpasse jeres systemer og arbejdsprocesser, så I kan håndtere de nye frister for indberetning.
Få overblik over indberetninger, medarbejdertyper og nye regler for skat.